Jeg starter morgenen med at lave turens sidste pandekager. Da de tilberedes inde i bilen, har vi fornøjelse af duften resten af dagen.
Vi smovser pandekager og frisk frugt til vi er ved at revne.
Herefter er det kurs mod Chch. Vi skal mødes med Dan, Margereth, Tui og Joachim til middag.
På vejen stopper vi ved en strand som iflg Dan er stedet man kan finde de smukke Paua skaller. Men vi finder ikke en eneste, finder faktisk ingen muslingeskaller overhovedet. Øv. Lidt flad fornemmelse. Og da det også begynder at regne, skynder vi os videre i camperen.
Vi rammer Chch ved 4 tiden og får lige vasket lidt tøj, så vi har rent til hjemrejsen (alligevel meget rart, at starte en 32 timers flyvetur i rene underbukser!!) samt bliver selv vasket. Skønt.
Vi har inviterer Dan + fam ud og spise, da camperens køkken og 6 tallerkner ikke inspirerer til den store gæste-kogekunst. De har valgt en hyggelig mexikansk restaurant hvor de serverer dejlig mad i store mængder. Vi guffer og hygger og har en skøn aften.
Theen serverer Margareth i stuen og de 4 unge drenge hygger udenfor med løbehjul, skateboards, jojo og masser af grin og snak. Selv Kalle er god til at snakke med, på trods af det simple ordforråd.
Der er SÅ dejligt, at komme tilbage til Dan's for anden gang. Altid er de meget afslappede og snaksagelige og tydeligt glade for familie besøg. Hvor er det bare sur røv, at de har valgt at bo så utrolig langt væk fra DK.
Vi Skyper med mor, som er stået op før hønsene for at snakke. Vi bliver dog hurtigt enige om, at vi kan snakke i DK om er par dage, og så kan mor smutte i seng igen.
Vi har stillet camperen uden på deres lille fælles stikvej - den står ret meget i vejen, men alle kan snige deres biler forbi, så det går nok for en enkelt nat. Dans indkørsel er så smal at vores mega camper ikke kan komme ind på grunden. Det er dejligt at overnatte her, så kan vi lige sige Hej i morgen tidligt inden vi kører i lufthavnen.
For ferien er ved at være slut, tilbage er blot den 32 timers hjemrejse. Vi skal fra Chch onsdag kl 12 (frokost), 11 timer til Singapore, 6 timers venten der, og herefter 13 timers fly til Cph hvor vi lander torsdag morgen kl 6.
Så planen er, at vi holder os vågne indtil vi sidder i nr 2 fly (der er kl så også 06 om morgenen for os), for så at snorke igennem til Kbh. Så kan vi måske holde os vågne det meste af torsdagen i DK. Buster og Kalle glæder sig begge til at spille håndbold torsdag aften - god plan :-)
Uha hvor har vi haft 5 helt vildt skønne uger her i NZ.
Landet er uden sammenligning smukt og hele tiden forandret fra sted til sted. Alle her nede er ovenud venlige, og vi har særligt glædet os over at se Dan og familie.
Vores egen lille familie har stortrives i vores eget selskab: vi er kommer tæt på hinanden, har gode snakke, masser af spil og et hav af oplevelser. Jeg er sikker på, at vi vil huske denne skønne tid i laaaaang tid fremover.
Kan varmt anbefale andre at tage turen til NZ.